Sexhundredetallet Vores Tid, Nationalmuseet
-
- History
I ’Sexhundredetallet’ undersøger den unge journalist Louise Lindblad, hvordan hendes generations forhold til sex, seksualitet og skam er blevet formet til, hvad det er i dag. Sammen med kulturhistoriker Mette Byriel-Thygesen tager hun på opdagelse i nutidens seksuelle fænomener og vender bladene i seksualitetens kulturhistorie.
Vært og tilrettelægger: Louise Lindblad.
Produceret af Vores Tid - Nationalmuseet for Loud.
-
S2E17. Nytårsspecial: Året der gik med #Metoo og flydende køn
Året 2021 går på hæld, og i allersidste episode af Sexhundredetallet er det blevet tid til at samle op på året, der gik. Hvad har domineret i seksualitets- og kønsdebatten, og hvilke tendenser og fænomener fylder i nutidens ungdomsgeneration? Vi spørger et nytårspanel bestående af ungdomsforsker Niels Ulrik Sørensen, forperson for Copenhagen Pride, Lars Henriksen, og historiker Anders Larsen aka dragqueen Chantal al Arab.
Vært: Louise Lindblad, journalist.
Medvirkende: Niels Ulrik Sørensen, ungdomsforsker, Lars Henriksen, forperson for Copenhagen Pride og Anders Larsen aka Chantal al Arab, historiker.
Produceret af Vores Tid, Nationalmuseets digitale medie, for Radio Loud. -
S2E16. Fra onanipanik til dildo-bingo banko
Journalisten Louise Lindblad er taget til julebingo i Nørrebrohallen for at spille med om dildoer, penisringe og glidecreme. Onani har historisk været forbundet til skam, så hvordan kom vi lige hertil; 500 unge mennesker, der mødes for at spille om sexlegetøj? Og er den her gruppe af unge repræsentative for vores forhold til onani i dag, eller hænger fortidens onaniskam stadig ved?
Vært: Louise Lindblad, journalist.
Medvirkende: Morten Arnika Skydsgaard, medicinhistoriker, Clara Filippa Damgaard Andersen, medejer af sexlegetøjsbutikken Peech og Jonas Bergen Rahmanzadeh, medejer af sexlegetøjsbutikken Peech.
Produceret af Vores Tid, Nationalmuseets digitale medie, for Radio Loud. -
S2E15. Sugardating - frisættende eller generationsudfordring?
Journalisten Louise Lindblad mødes med den jævnaldrende sugardater Marie. Louise vil nemlig forstå fænomenet, der tilsyneladende bliver mere og mere udbredt i sin egen generation, og hun vil forstå, hvordan sugardating passer ind i den ligestillingsideologi, der samtidig hersker i vores tid. Er sugardating, der ofte går under betegnelsen gråzoneprostitution, en decideret generationsudfordring eller bare en moderne form for dating?
Vært: Louise Lindblad, journalist.
Medvirkende: Christian Groes, kønsforsker ved Roskilde Universitetscenter.
Produceret af Vores Tid, Nationalmuseets digitale medie, for Radio Loud. -
S2E14. Dansk datingkultur - fra kontaktannoncer til Tinder
Hvordan har menneskers måder at møde hinanden og finde kærligheden på, ændret sig over tid? Og hvad har det egentlig haft af betydning, at digital teknologi er kommet til at dominere den senmoderne datingkultur? De spørgsmål er omdrejningspunktet i denne episode af Sexhundredetallet, hvor der også bliver plads til en samtale om dét, det hele i bund og grund handler om; en almenmenneskelig længsel efter kærlighed og efter at kunne være noget helt særligt for nogen. En længsel, som eksisterer, og altid har eksisteret, på tværs af kulturer, strømninger og historisk kontekst.
Værter: Mette Byriel-Thygesen, museumsinspektør på Nationalmuseet og Louise Lindblad, journalist.
Medvirkende: Leila Vestgaard, forfatter og Thomas Markersen, psykolog og datingekspert.
Produceret af Vores Tid, Nationalmuseets digitale medie, for Radio Loud. -
S2E13. Sexsælgerne: De mænd, vi ikke taler om
De blev kaldt trækkerdrengene. De stablede sukkerknalder i Illums cafeteria eller holdt til ved deres faste flise på Rådhuspladsen. I dag er den politisk korrekte betegnelse mandlige sexsælgere. Og modsat tidligere i vores historie, så er mænd, der sælger sex, stort set usynlige i dag - både i gadebilledet og i prostitutionsdebatten. Det er også derfor, at Sexhundredetallets to værter, Mette Byriel-Thygesen og Louise Lindblad, mildest talt bliver overraskede, da de finder ud af, at flere mænd end kvinder har prøvet at sælge sex i Danmark.
Hvem er de her mænd, vi ikke længere taler om?
Værter: Mette Byriel-Thygesen, museumsinspektør på Nationalmuseet og Louise Lindblad, journalist.
Medvirkende: Theresa Dyrvig Henriksen, sociolog og forsker hos VIVE.
Produceret af Vores Tid, Nationalmuseets digitale medie, for Radio Loud. -
S2E12. Amning - det naturligste i verden?
Det mest naturlige i verden... eller er det? Barnet ved brystet er i dag stærkt knyttet til forestillingen om den gode mor, men alligevel har amning, med jævne mellemrum, skabt debat og vakt forargelse, især når det foregår i det offentlige rum.
Men hvad er der lige med den dér brystmælk, der tilsyneladende kan frembringe alt fra væmmelse til nærmest magisk ophøjelse? Og hvordan har både moderskabsidealer, og hvad vi opfatter som naturligt, ændret sig gennem vores kulturhistorie?
Værter: Mette Byriel-Thygesen, museumsinspektør på Nationalmuseet og Louise Lindblad, journalist.
Medvirkende: Alexandra Grube ( _mamamor).
Produceret af Vores Tid, Nationalmuseets digitale medie, for Radio Loud.